Når livet tager en uventet drejning
Min motivation for at blive hjernetræner stammer fra min bror, som var involveret i en alvorlig bilulykke på landevejen mellem Beder og Aarhus i 2014. Den skæbnesvangre dag, den 4 december 2014, ændrede alt. Min eks-svigerinde ringer og fortæller mig,” du må hellere sætte dig ned.” “Den ulykke på Oddervej, det er Marcus og Per.”
Tiden står fuldstændig stille. Jeg sætter mig ned og tager mine hænder op til hovedet og begynder at græde, samtidig med, at jeg hvisker “nej, nej, nej”. På et splitsekund forandres ALT. Det er starten på Pers kamp for at vende tilbage til livet – ikke det liv han kendte, men et nyt liv.
De næste fem dage svæver Per mellem liv og død. Hvis det ikke var for en læge, der tilfældigvis kørte bag dem, ville Per allerede være død. Lægen ydede førstehjælp og stoppede Pers blødninger så godt som muligt, indtil ambulancen ankom. Pers ben var krøllet fuldstændig sammen omkring køleren på bilen og havde det ikke været for Pers gode fysiske form, så havde det tryk, han havde været udsat for, også taget livet af ham.
I fem dage blev Per opereret uafbrudt. Det var kun, når kroppen ikke kunne mere, at de holdt pause og startede op igen dagen efter. 70 poser blod gik igennem Pers krop og lægerne kæmpede for at redde Pers ben. Desværre måtte de amputere venstre underben, og senere blev det samme ben amputeret højere oppe, så han blev det, man kalder knæ-exet. Det andet ben, højre ben, var brækket tre steder. Lægerne måtte tage dele af hans rygmuskel latissimus dorsi og operere ned på hans skinneben og sætte et marvsøm ind, for overhovedet at få benet til at holde sammen.
Per lå i koma i 19 dage.
I den tid boede vi som familie nærmest på hospitalet i et venteværelse, der lå mellem der hvor Marcus lå og Per, som kæmpede for livet et par etager ovenpå. Vi sad på skift hos Per i den tid han lå i koma, så han ikke var alene og han kunne dufte og mærke at vi var der.
Vi opdagede hurtigt, at det ikke kun var Pers ben, der var beskadiget. Han havde også brækket den øverste af nakken, punkteret en lunge, brækket flere ribben, havde fået hjernerystelse og massive blødninger i hjernen.
Da Per lige så stille vågnede op den 23/12 vidste vi ikke, hvad vi kunne forvente. Mange tanker havde sat sine spor i os alle. Hvad ville han sige, når han vågnede op og så at han havde mistet et ben!! Var han overhovedet i stand til at kunne tale!! Var han en grøntsag, som ikke ville kunne noget som helst!! For så vidste vi, at det havde været bedre, hvis han var død på Oddervej.
Men Per er en fighter, og det kan jeg ikke understrege nok. Han åbnede øjnene og kiggede op på Mathias, som er hans ældste søn og jeg, som stod ved hans side. Han smilede og lavede håndtegn og sagde en sætning på engelsk, som vi ikke helt forstod. Jeg husker at vi grinede, men tænkte også, hvad fanden er det lige der sker. Er han helt fra snøvsen?
Per bliver senere overført til en anden afdeling, hvor vi som familie kan være lidt mere private og hygge med lidt fjernsyn, for det er nogle lange dage på hospitalet. Da vi tænder for fjernsynet og spørger Per, hvad han har lyst til at se, så siger han ”På hvilket af fjernsynene”. Lige der finder vi ud af at han har dobbeltsyn. Vi får en optiker op på hospitalet, som laver nogle specialbriller til Per med prismer i, så han ikke ser dobbelt. Dette bliver ikke første gang, at vi finder ud af, at Per har gemte skader, som ikke i første omgang ikke er blevet opdaget.
På et tidspunkt får vi at vide, at han næste morgen bliver flyttet til en afdeling i Lemvig. Det modsætter vi os, da vi ved, at det ikke er godt for Per at komme så langt væk fra familien, og vi vælger i stedet selv at tage ham hjem. Per kan ikke klare sig selv, så han flytter hjem til vores forældre og vi søger i stedet om plads på Hammel Neurocenter, som er tættere på hvor vi bor. Per bliver indlagt på Hammel, og er der til slut februar, hvor han igen kommer hjem til vores forældre. Per har ikke fået sin protese endnu, og skal igennem en ny operation pga. overrevne muskler i skulderen. Dette bliver også først opdaget senere, da det simpelthen i første omgang ikke var vigtigt.
Lige før sommerferien 2015 får Per sin første protese, og skal til at lære at gå. Dette er ikke nemt, da Per har mistet al sin muskelmasse ved at være sengeliggende over lang tid. Hans kampvægt er gået fra 93 kg til 71 kg. Højre ben er stadig ikke helet og med protese på det venstre, viser han en imponerende viljestyrke og kampgejst til at genopfinde sig selv og lære at gå. Men der er noget galt. Han har virkelig ondt i sit hele ben og bliver opereret endnu en gang. Han får rettet sin fod op, som sidder skæv, og så får han taget noget frisk muskelmasse fra hoften, som skal ned på skinnebenet, hvor bruddet ikke vil vokse sammen. Endnu en gang bliver han sat tilbage og skal starte forfra. Per kæmper ikke kun fysisk i denne periode men også mentalt. Familien støtter ham gennem hele processen og det er virkelig imponerende at se hvordan Per gang på gang samler sig selv op og kæmper videre.
Da Per er uddannet personlig træner, så ved han, hvor vigtigt det er, at være muskulært stærk. Første del af Pers genoptræning handler om at få bygget muskler på sin krop, så han er stærk nok til at kunne lære at gå. Første step er, at Pers ældste søn Mathias tager bussen fra Århus hver dag i denne periode. Henter Per hos vores forældre. Hjælper ham over i kørestolen og fragter Per af stisystemet over til vores lokale fitnesscenter og sætter ham ved de maskiner, der skal hjælpe Per med at bygge muskelmasse på hans krop.
Per bliver i denne periode henvist til Marselisborg Genoptræningscenter, hvor nogle fysioterapeuter skal lære ham at gå med protese. Per bliver bare udmattet af turen derud, så det er ikke en nem opgave. Vi tager med på skift for Pers tryghed, men må sande, at Per ikke er muskulært stærk nok og dette bliver sat på pause. I stedet kommer der en fysioterapeut hjem til os og lærer Per at gå ved hjælp af en ”præstestol”.
I hele den første periode er vi naturligt nok bekymrede for Pers mentale tilstand. Han har forandret sig, og hans energi batteri bliver hurtigt opbrugt. Per bliver hurtigt frustreret over hans manglende energi. Men ikke på et eneste tidspunkt brokker han sig over, at han har mistet et ben. Som han selv siger, så var det bedre det gik ud over ham og ikke hans yngste søn, som også var med i bilen.
I marts 2016 tager jeg uddannelsen som hjernetræner i København, for at kunne hjælpe Per ift. forståelse og genoptræning af hjernen. Per insisterer på at tage uddannelsen sammen med mig, så vi drager mod hovedstaden. Per går på dette tidspunkt stadig rundt på et ben som ikke er helet, men igen kommer Pers fightergen ham til gavn, og vi gennemfører en uddannelse knap 1 år efter hans ulykke. Per laver alle øvelser siddende, og er til tider maksimalt presset, men vi kan begge mærke, at det her kan noget. Det falder lige ned i vores forståelse af, at man ikke må give op og man kan træne sin hjerne og krop op til igen.
Efter endt uddannelse og at Per lige skulle bruge et par uger på at komme sig, tog vi arbejdshandskerne på og begyndte at træne. Og det har vi faktisk gjort lige siden. Der er selvfølgelig perioder, hvor Per bruger energi og krudt på andet også, og så skruer vi lidt ned for hjernetræningen. Per har fået konstateret en mengrad på 95%, så hans energi skal prioriteres. Per fortæller selv, at hjernetræning har givet ham trygheden tilbage i livet, og gennem denne form for træning, har han lært at kende sin krop på ny. Hjernetræning vil altid være en del af hans liv, for det han lærer gennem øvelserne kan han bruge i sin hverdag.
Når man er så skadet som Per, er det vigtigt at bygge træningen stille og roligt op, så han får et godt og stabilt fundament. Han kunne i starten kun holde til en enkelt øvelse på 5 minutter, men med tiden har han fået mere energi og mentalt overskud, og det endte faktisk med at han kunne gå på et af mine hold sammen med andre deltagere.
Der er 3 vigtige elementer i Pers genoptræning, som har ført ham til hvor han er nu. Fysisk træning, som han selv har stået for med hjælp fra sin ældste søn. Dog med flere ” vi starter forfra igen” pga. nye operationer. Træning af hjernen, som jeg har været med til at give ham, og sidst men ikke mindst træning af Pers visuelle system ved hjælp af vores gode ven og neurooptometrist Thomas Kirkfeldt. Styrkelse af muskulaturen omkring øjnene, samsynstræning og træning af balance har også hjulpet Per, og træning af disse 3 elementer gennem flere år, har gjort Per til den, han er i dag.
Min motivation for at blive hjernetræner har været min bror. Pers motivation for at komme tilbage til livet og lave den bedste udgave af sig selv, er frygten for at leve et liv i kørestol eller rettere lysten til IKKE at sidde i kørestol. For Per er der en kæmpe forskel. Han ser positivt på tingene, og jeg tager virkelig hatten af for min bror. Han er ikke et offer, men en kæmpe kriger. Hans historie er et levende bevis på, at viljestyrke og støtte fra familien kan overvinde selv de mest udfordrende situationer. Aldrig har han overvejet at give op. Det er ikke en mulighed, når man har fået en chance til, og har overlevet så voldsom en ulykke. Per var ikke selv skyld i ulykken, men han føler et stort ansvar, da det var ham der kørte bilen – og ja, næsten kunne have slået sig selv og sin søn ihjel. Så der er meget at kæmpe for, og Per er for mig den største og modigste rollemodel. Per selv er meget ydmyg, og siger at uden hele vores familiens opbakning og den kærlighed vi har til hinanden, så havde det ikke kunne lade sig gøre for ham.
