Jeg er hjernetræner
Min vej til hjernetræning går gennem min bror Per, som kom ud for en trafikulykke i 2014 med benamputation og 95% invaliditet til følge. Efter ulykken tog vi kampen op på trods af alle odds.
Kombinationen af hjernetræning og fysisk træning betyder, at min bror i dag stort set klarer sig selv og lever et godt liv med masser af glæder, sorger og udfordringer – præcis som alle andre.
Pers historie har i den grad lært mig, at man aldrig må give op – uanset hvor håbløst det ser ud.
Det kræver tålmodighed, og at du finder de rigtige mennesker, som kan hjælpe dig – og sidst men ikke mindst at du har en tro på, at det kan lade sig gøre.
Ingen kan forvente at komme sovende til gode resultater. Det kræver hårdt arbejde, og at man tør træde stien mens man går. Pers og min erfaring er, at alt kan lade sig gøre, når man bare tror på det.
I mit træningsunivers er det vigtigste at turde og at prøve.
Det vigtigste er at opdage, at det ikke er farligt at fejle, og at vi også godt kan grine lidt af det som er svært.
Det er helt ok, at man ikke kan tingene første gang, men at man prøver. Man skal turde kaste sig ud i noget nyt, fordi man ønsker at opnå et godt resultat. Samtidig bruger jeg min egen personlighed til at skabe det trygge rum og min mangeårige erfaring med at træne andre.
Jeg bruger min erfaring fra Per, når jeg træner andre, og jeg er meget bevidst om ikke at få dem, jeg træner til at føle sig forkerte. Vi lever i et samfund, hvor det forventes, at vi kan alting. Derfor kan det være sårbart at blive udfordret, især når man er skadet som Per.
Man skal jo både lære sig selv at kende på ny og arbejde med de ressourcer man har, også selvom man måske slet ikke kan få øje på dem selv i nuet.
Per og jeg havde naturligvis en fordel i, at vi kender hinanden så godt, men det kunne lige så godt have haft modsat effekt. Der har været træninger, hvor Per har vrisset af mig og sikkert synes, jeg pressede ham for meget, men så har vi snakket om det efterfølgende.
Vi er altid gået fra hinanden med et kram, og han har altid vidst, at jeg har gjort det for hans egen bedste.
Vejen til hjernetræning
Før ulykken arbejdede jeg som pædagog på Malling skole syd for Aarhus og Per som personlig træner i et velrenommeret fitnesscenter i Aarhus.
Da Pers søn gik i 5. klasse fandt vi ud af, at han havde svært ved at læse. På det tidspunkt kontaktede Per Thomas Kirkfeldt, en neurooptometrist, der arbejdede med træning af det visuelle system, samsyn, læsning og det at kunne holde fokus. Så Per køber et forløb, hvor han selv træner sin dreng i bl.a. dette og andre kropsøvelser, så han forbedrer sin koncentration og læseevne.
De virkelige effektive resultater, betyder, at jeg også beslutter mig for at lære at arbejde med den træning, Per har lært af Thomas. Så jeg begynder at arbejde med træning af det visuelle system, samsyn, muskel-ledsans, labyrintsans og balance på skolen sammen med en kollega og selvfølgelig i samarbejde med Thomas. Min makker stopper dog efter et stykke tid og herefter bliver Per ansat på skolen som min makker en måned før han kører galt.
Pers vej tilbage til livet med hjernetræning.
Da Per så vågner op efter ulykken, har han dobbeltsyn og lægerne kan ikke hjælpe ham.
Derfor kontakter jeg Thomas, så han kan hjælpe med os at træne Pers visuelle system. Så det går vi ret hurtigt i gang med og med gode resultater.
Det arbejder vi med et stykke tid, og en dag bliver jeg kontaktet af min gode ven Tom Johansen, som fortæller mig om et tysk træningskoncept Life Kinetik, da han mener det er lige noget for mig. Det viser sig at han har ret.
Life Kinetik er et træningsprogram, der træner hjernen og forbedrer hjernecellernes evne til at tale sammen gennem kropslige øvelser.
Det er et fantastisk koncept, som udfordrer både krop og hjerne – og som samtidigt viser effektive resultater. Samtidig er det sjovt at arbejde med både for mig som instruktør og for dem der deltager, så et år efter Pers ulykke, deltog både Per og jeg i Life Kinetik uddannelsen som hjernetrænere. Vi mærkede begge, at det her kunne noget, og vi troede på træningskonceptet.
Den hårde træning
Efter uddannelsesforløbet gik vi i gang med træningen med mig som træner og Per som elev. Det var en stor opgave i at få øvelserne tilpasset Per. Der var mange ting der skulle tages hensyn til. Per var jo udfordret på flere områder både sine fysiske skader, tilvænningen og arbejdet med benprotesen samt hans hjerneskade.
Vi mærkede og troede på, at træningen kunne være med til at give Per sit liv og hverdag tilbage, men vi vidste det jo ikke. Så man kan vel sige, vi kastede os ud i noget, hvor vi ikke vidste hvad resultatet ville blive, men vi har begge den tilgang til livet, at hvis du ikke gør noget, ja så sker der heller ikke noget. Og med en positiv indgang til tingene, så fortæller du også universet, at du er klar til at lave forandringer og det vil blive imødekommet.
Vi gik i gang med store forventninger
Da vi startede træningen var Per meget presset. Han kunne kun holde til 1 øvelse på ca. 3 minutter. Så måtte vi holde for den dag. Dette gjorde vi 3-4 gange om ugen det første stykke tid, men med tiden kunne han mere og mere og det gav os begge mod til at fortsætte.
I denne periode var det meget vigtigt, at jeg ikke pressede for hårdt på. Så jeg fandt balancen, så Per ikke mistede modet, og hvor jeg alligevel kunne finde ind til præcis, hvad han kunne magte og så lidt til.
Hele Pers fundament skulle bygges op fra ny og for at det skulle blive så stabilt som muligt, var det vigtigt ikke at overforcere, men netop gøre tingene i et tempo, hvor han selv kunne følge med.
Heldigvis kender vi jo hinanden godt, og når Per begyndte at snakke udenom, gerne i 10 minutter, så vidste jeg, han var presset og utryg og helst ville undgå øvelsen.
Flere gange gik jeg hen og lagde en hånd på ham og sagde. “ Vi tager det stille og roligt. “Du kan altid sige stop, hvis du bliver træt.”
Jeg bad også Per om at stoppe med at snakke og i stedet trække vejret dybt og prøve at finde ro i kroppen, som allerede var på overarbejde, inden vi gik i gang.
Per havde intet overskud i starten, og jeg skulle grave dybt i min pædagogiske værktøjskasse for ikke at blive ked af det og frustreret over, hvor lidt han faktisk magtede. Hver dag jeg var sammen med Per, blev jeg mindet om, hvor smadret han var, og hvilken hård og sej rejse han skulle på.
Per har dog efterfølgende fortalt mig, at det gode ved at være sammen med mig var, at han ikke så medlidenhed i mine øjne. Så jeg må have skjult det godt, for jeg var følelsesmæssigt ret påvirket. Jeg formåede dog alligevel at sætte det til side mens vi trænede, fordi jeg havde fokus på opgaven. Så kunne jeg tude, når jeg kom hjem.
I min træning med Per har noget af det vigtigste været at skabe et rum sammen med mig, hvor Per kunne føle sig tryg. Tryg nok til at turde fejle og tryg nok til at turde stå på den tynde isflage med fare for at ryge ned i det kolde vand.
Jeg kan ikke tage alt æren for Pers træning.
Thomas Kirkfeldt vores gode ven og neuroopetometrist har også været med på vores rejse og er en vigtig del af Pers ”venden tilbage til livet”. Thomas skræddersyede det træningsprogram, som hjalp Per af med det dobbeltsyn han havde, da han blev afsluttet af lægerne, som fortalte, at han måtte leve med de skavanker, han nu engang havde pådraget sig.
Men Per ville det anderledes. Han troede på, at man kan træne tingene bedre. Så med hjælp fra Thomas og jeg tog han arbejdshandskerne på – i stedet for at give op.
Thomas er og har været en stor inspirationskilde og det har været uundværligt for mig at arbejde sammen med ham.
I dag, godt 9 år efter ulykken er Per et godt sted.
Han lever et selvstændigt liv, har egen lejlighed og bil og har kun brug for lidt hjælp i hverdagen.
Indtil januar 2021 arbejdede jeg på Malling skole, hvor jeg trænede børn med indlæringsvanskeligheder gennem motoriske og visuelle øvelser.
Nu er jeg selvstændig og har mit eget firma “Træn din hjerne”.
Jeg har altid selv haft stor glæde i at bevæge mig og dyrke sport. Jeg har spillet badminton på divisionsniveau, så jeg kender selv til både fysisk og mental træning.
Derudover er jeg uddannet fitness instruktør og arbejder frivilligt i vores lokale fitnesscenter, hvor jeg har udendørs cross træningshold.
